V E D T Æ G T E R
for
HELSEBRANCHENS LEVERANDØRFORENING
§ 1 Navn og hjemsted
§ 2 Foreningens formål
§ 3 Optagelseskriterier og beskæftigelse
§ 4 Optagelse
§ 5 Udmeldelse og eksklusion
§ 6 Medlemsforpligtelser
§ 7 Kontingent
§ 8 Regnskab
§ 9 Generalforsamlingen og ekstraordinær generalforsamling
§ 10 Bestyrelsen
§ 11 Etisk nævn
§ 12 Nedsættelse af udvalg
§ 1.
Navn og hjemsted
Foreningens navn er: Helsebranchens Leverandørforening. Foreningens hjemsted er: Edelgave Alle 3, 2820 Gentofte.
§ 2.
Foreningens formål
Foreningens formål er at varetage branchens faglige og politiske interesser over for forbrugere, detaillister, myndigheder og offentligheden i øvrigt.
§ 3.
Optagelseskriterier og beskæftigelse
Som medlem kan optages enhver, som i Danmark driver virksomhed inden for branchen. Ved branchen forstås i denne forbindelse virksomheder, der beskæftiger sig med naturlægemidler, helsekostprodukter, kosttilskud, vitamin- og mineralpræparater m.m.
Som passive medlemmer kan optages virksomheder, der driver konsulentvirksomhed og detailhandelsvirksomhed inden for branchen. Passive medlemmer har ikke stemmeret i forhold til foreningens anliggender.
§ 4.
Optagelse
Ansøgning om optagelse stiles til sekretariatet, der fremsætter ansøgningen over for bestyrelsen. Bestyrelsen træffer afgørelse om medlemskab ved almindeligt stemmeflertal. Bestyrelsen kan også tage stilling til optagelse ved skriftlig votering. Afgørelsen træffes i dette tilfælde ligeledes med almindeligt stemmeflertal.
Medlemskabet træder i kraft den dag, hvor virksomheden har indbetalt fuldt kontingent til sekretariatet. Virksomheden vil herefter modtage en skriftlig bekræftelse på, at deres medlemskab af foreningen er en realitet. Såfremt optagelse nægtes, kan vedkommende ansøger indbringe spørgsmålet for den førstkommende generalforsamling, der endeligt afgør, om betingelserne for optagelse er opfyldt.
§ 5.
Udmeldelse og eksklusion
Udmeldelse kan kun ske skriftligt ved anbefalet brev med mindst 6 måneders varsel til udtrædelse ved regnskabsårets udgang. Kontingentpligt og andre pligter bortfalder først efter opsigelsesfristens udløb. Retten til at stemme, give møde og modtage ydelser fra sekretariatet bortfalder ligeledes først efter opsigelsesfristens udløb.
Retten til at beklæde en bestyrelses- og/eller udvalgspost bortfalder fra den dag, hvor udmel-delsen tilgår sekretariatet.
Såfremt et medlem ikke opfylder medlemsforpligtelserne, som nævnt under § 6, eller bestyrelsen modtager en indstilling fra etisk nævn herom, jvf. § 11, skal bestyrelsen skriftligt opfordre medlemmet til at opfylde disse inden for en periode på 3 måneder. Efter periodens udløb revurderes medlemmets stilling af bestyrelsen. Såfremt medlemmet da ikke opfylder forpligtelserne, som nævnt i § 6, kan bestyrelsen ekskludere det pågældende medlem med omgående virkning. Beslutningen meddeles skriftligt ved anbefalet brev. Ved eksklusion bortfalder alle medlemsrettigheder.
Såfremt der er tale om et medlem, der er repræsenteret i bestyrelsen, deltager det pågældende bestyrelsesmedlem ikke i behandlingen af dette punkt. I dette tilfælde indkaldes en suppleant til deltagelse i behandlingen af det pågældende punkt.
Det ekskluderede firma kan dog senest 14 dage efter meddelelsen om eksklusion er modtaget, ved anbefalet brev til bestyrelsen indanke spørgsmålet for en generalforsamling, der skal afholdes senest 2 måneder derefter. Anken har opsættende virkning.
Generalforsamlingen afgør med mindst 2/3 majoritet, af de fremmødte, spørgsmålet vedrørende eksklusion.
Såfremt et medlem træder i likvidation eller går konkurs, kan pågældende ikke give møde eller afgive stemme på medlemsmøder eller generalforsamlinger.
§ 6.
Medlemsforpligtelser
- Ethvert medlem skal drive sin virksomhed på en sådan måde, at den såvel fagligt, etisk og kollegialt er branchen værdig. I øvrigt henvises til § 11.
- Medlemmerne er forpligtet til at meddele foreningen enhver ændring, der har relation til § 3.
- Formanden, eller den, han bemyndiger hertil, er under ansvar over for bestyrelsen bemyndiget til, i foreningens navn, at give udtryk for brancheforeningens synspunkter over for regering, myndigheder og offentligheden i øvrigt.
- Ethvert aktivt medlem er forpligtet til, 1 gang om året, at indrapportere nøgletal for totalomsætning og samlet antal ansatte inden for foreningens arbejdsområde. Oplysningerne skal anvendes til belysning af foreningens og dermed branchens størrelse, samt beregning af kontingentstørrelse. Oplysningerne bearbejdes under fortrolighed af sekretariatet og offentliggøres kun som et samlet hele. Efter endt bearbejdning makuleres hvert firmas oplysninger. Oplysningernes rigtighed skal attesteres af medlemsvirksomhedens ansvarlige ledelse, der samtidig underskriver en tro- og love erklæring.
§ 7.
Kontingent
Det årlige kontingent fastsættes på hvert års ordinære generalforsamling og opkræves hvert år i april måned. Indgår kontingentet ikke senest en måned efter at være opkrævet, og sidder et medlem en sidste frist overhørig, betragtes vedkommende som udmeldt af foreningen.
Genoptagelse kan kun finde sted i overensstemmelse med betingelserne i § 4 og kun mod betaling af enhver restance.
§ 8.
Regnskab
Foreningens regnskabsår går fra 1.1. til 31.12. Regnskabet udarbejdes af en ekstern statsautoriseret, eller registreret revisor.
§ 9.
Generalforsamling og ekstraordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden den 15. marts med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
3. Aflæggelse af regnskab og forelæggelse af budget med forslag til kontingent for det kommende år.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Valg af medlemmer til bestyrelsen, herunder valg af 2 suppleanter.
6. Eventuelt.
Generalforsamlingen indkaldes ved skriftlig meddelelse til hvert medlem med 14 dages varsel og med angivelse af dagsorden.
Sager, der ønskes optaget på dagsordenens punkt 4, skal være sekretariatet i hænde senest 8 dage før, generalforsamlingen finder sted.
Til generalforsamlingsbeslutning kræves almindelig stemmeflerhed. Dog kræves til beslutning om vedtægtsændringer, køb og salg af fast ejendom, foreningens ophævelse, at mindst 3/4 af foreningens medlemmer er repræsenteret, og 2/3 af disse stemmer for forslaget.
Er 3/4 af medlemmerne ikke repræsenteret, men 2/3 af de tilstedeværende har stemt for forslaget afgøres sagen af en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling med 2/3 majoritet af de fremmødte.
Afstemning foregår ved håndsoprækning medmindre 1 medlem kræver skriftlig afstemning.
Hvert medlem har een stemme. Fuldmagt til at stemme kan gives til et andet medlem. Dog kan et medlem kun repræsentere 2 andre medlemmer med fuldmagt, bestyrelsesmedlemmer dog op til 4 medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når der af mindst 10 medlemmer fremsættes skriftlig begæring herom med angivelse af hvilke forslag, der ønskes behandlet. En sådan ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes ved skriftlig meddelelse til hvert medlem med 14 dages varsel og senest 2 måneder efter, at begæring herom er fremsat.
§ 10.
Bestyrelsen
Foreningens bestyrelse, der er ulønnet, består af 4 bestyrelsesmedlemmer, der vælges for en 2-årig periode. På hvert års generalforsamling vælges 2 bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted.
Såfremt et bestyrelsesmedlem får forfald i resten af valgperioden, indtræder en af de på generalforsamlingen valgte suppleanter i det afgåede bestyrelsesmedlems sted for den resterende del af valgperioden.
Bestyrelsen konstituerer sig efter hver generalforsamling og udpeger foreningens formand iblandt de valgte bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig senest 7 dage, efter den ordinære generalforsamling har været afholdt. Formanden udpeges af bestyrelsen. Valg af formand sker ved simpelt stemmeflertal. Kan der ikke opnås enighed i bestyrelsen om formandsvalget, afgøres formandsvalget på en ekstraordinær generalforsamling, der skal være afholdt senest 30 dage efter, den ordinære generalforsamling har været afholdt.
Bestyrelsen, der har den overordnede ledelse af foreningens anliggender, udfører med bistand af den ansatte sekretariatsleder det arbejde, der ikke ifølge vedtægterne kræver afgørelse af generalforsamlingen. Bestyrelsen er bemyndiget til at antage, eller afsætte en sekretariatsleder, der samtidig udfylder rollen som foreningens talsperson over for regering, myndigheder og offentligheden i øvrigt.
Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden, så ofte han finder det fornødent, eller når 2 af bestyrelsens medlemmer fremsætter ønske herom. Formanden foranlediger, at der føres en forhandlingsprotokol med referat af generalforsamlinger, medlemsmøder og bestyrelsesmøder.
Foreningen tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i forening.
§ 11.
Etisk Nævn og etiske regler
Bestyrelsen bemyndiges til ad hoc at oprette et Etisk Nævn, som ved sin virksomhed skal følge de etiske regler, som er vedtaget på foreningens generalforsamling, i fortsættelse af foreningens vedtægter.
Det Etiske Nævn skal bestå af 3 medlemmer, der udpeges ad hoc for hver sag, som indbringes for Nævnet. Foreningens sekretariatsleder fungerer som sekretær for Det Etiske Nævn og påser, at der udarbejdes en protokol over Det Etiske Nævns behandling af sager.
Forud for udnævnelsen af det enkelte medlem til Etisk Nævn skal der foretages en habilitetsvurdering. Vurderingen sker dels ved, at det foreslåede medlem afgiver tro- og love erklæring om sin habilitet, dels ved at udnævnelsen offentliggøres over for medlemskredsen. Såfremt der gøres kvalificeret og dokumenterbar indsigelse mod udnævnelsen af et, eller flere nævnsmedlemmer, kan udnævnelsen ikke finde sted, og bestyrelsen fremsætter et nye forslag til Nævnets sammensætning.
Det skal tilstræbes, at Nævnet sammensættes af personer med henholdsvis juridisk, farmaceutisk og markedsføringsmæssig ekspertise.
Nævnet er vejledende for HBL´s bestyrelse, der foretager det videre fornødne jf. § 5, 3. afsnit.
Nævnet behandler de sager, som indstilles til behandling af bestyrelsen.
Det Etiske Nævn behandler følgende opgaver:
- Sager om reklamer, der er i strid med foreningens etiske regler og lovgivningen i øvrigt.
- Afgørelser af klager fra et medlem over ukollegial adfærd eller udvist dårlig forretningsskik fra et andet medlems side.
- Nævnet samarbejder på medlemmernes vegne med myndighederne i sager om ulovlig reklame.
- Rådgivning efter bestyrelsens anmodning, i sager hvor Nævnet har relevant kompetence.
Nævnet holder møde, når der er behov herfor. Sager, der ønskes behandlet af Det Etiske Nævn, indsendes til foreningens sekretariat.
Der ydes et passende vederlag til de udpegede medlemmer af Det Etiske Nævn.
De etiske regler fremgår af bilag 1 til nærværende vedtægter.
§ 12.
Nedsættelse af udvalg
Bestyrelsen kan nedsætte faste eller ad hoc udvalg, der er nødvendige for gennemførelse af foreningens arbejde. Til medlemmer i sådanne udvalg kan udpeges medarbejdere fra medlemskredsens virksomheder. Formanden for udvalget skal dog tillige være medlem af bestyrelsen. Udvalgene refererer til bestyrelsen, men arbejder i øvrigt selvstændigt.
København den 22. oktober 1984
Med ændring af den 26. februar1986
Med ændring af den 4. marts 1991
Med ændring af 2. november 1992
Med ændring af 22. februar 1994
Med ændring af 14. marts 1996
Med ændring af 12. maj 1998
Med ændring af 4. marts 1999
Med ændring af 2. marts 2000
Med ændring af 27. april 2004
Med ændring af 12. marts 2009
Med ændring af 5. marts 2010
Bilag 1 til vedtægter for Helsebranchens Leverandørforening - § 11. Etiske regler
Etiske regler
for
Helsebranchens Leverandørforening
§ 1
Almindelige regler
Nærværende regelsæt er udarbejdet af bestyrelsen for Helsebranchens Leverandørforening i henhold til vedtægternes § 11 og skal følges af alle medlemmer af foreningen.
§ 2
Foreningens medlemmer skal i deres virksomhed overholde lovgivningens almindelige regler om markedsføring fastsat bl.a. i Markedsføringsloven, Lægemiddelloven, Fødevareloven og administrative forskrifter udfærdiget af sundheds-, og fødevaremyndighederne.
Alle produkter skal generelt markedsføres etisk forsvarligt:
· ikke vildledende
· med dokumenteret anprisning
§ 3
Kollegiale regler
Foreningens medlemmer skal forholde sig fair i den indbyrdes konkurrence og udvise god kollegial adfærd.
§ 4
Reklame
Reklame for og markedsføring af naturlægemidler og traditionelle plantelægemidler skal være fyldestgørende og saglig, og oplysninger i reklamen skal være i overensstemmelse med det af Lægemiddelstyrelsens godkendte resumé af lægemidlets egenskaber.
§ 5
Reklamer for og markedsføring af kosttilskud, som ikke er godkendt som lægemidler efter lægemiddellovgivningen, skal opfylde de krav, der til enhver tid stilles i lovgivningen om fødevarer.
§ 6
Overvågning
Foreningens medlemmer og sekretariat vil tilstræbe at påse det danske marked for kosttilskud i relation til uetisk markedsføring i henhold til de etiske reglers § 2
§ 7
Sanktioner
Overtrædelse af foreningens etiske regler kan medføre påtale fra bestyrelsen efter indstilling fra foreningens etiske nævn.
Hvis et medlem ikke efter påtale ophører med den uetiske virksomhed eller gør sig skyldig i gentagne overtrædelser af de etiske regler eller overtræder de etiske regler på særlig grov måde, kan foreningens bestyrelse, efter indstilling fra det etiske nævn, skride til eksklusion af det pågældende medlem af foreningen.
Eksklusion af et medlem vil via en pressemeddelelse blive offentliggjort med angivelse af virksomhedens navn.
§ 8
Sanktion af ikke medlemmer
Bestyrelsen kan i henhold til § 6 tage klager op over for firmaer i branchen, som ikke er medlemmer i HBL med henblik på sanktioner, herunder orientering til relevante myndigheder.
§ 9
Ændringer
Nærværende Etiske Regler er vedtaget af generalforsamlingen i Helsebranchens Leverandørforening den 14. marts 2007. Ændringer af reglerne kan vedtages af foreningens generalforsamling med almindeligt stemmeflertal.